Den 24. september 2025 offentliggjorde Keio University en interessant undersøgelse, der undersøger, hvordan positive minder påvirker musikalsk præstation. Professionelle musikere skal ofte mestre deres psykologiske tilstand før og under optrædener for at opretholde en langvarig karriere med højkvalitets præstationer. Imidlertid kan det være en udfordring at styre følelser, da de påvirkes af mange faktorer såsom medspillere, publikum, spillested og selve koncertens indhold.
Forskningen peger på, at det autonome nervesystem, som ubevidst regulerer kropsfunktioner som hjertefrekvens og respiration, spiller en central rolle. En del af dette nervesystem, det sympatiske nervesystem, forbereder kroppen på stressede situationer, hvilket ofte resulterer i den såkaldte “fight or flight”-respons. Tidligere studier antyder, at aktivering af det sympatiske nervesystem kan forbedre musikalske præstationer, men den nøjagtige mekanisme er stadig uklar.
Aiko Watanabe, en saxofonist og ph.d.-studerende ved Keio University, har været inspireret til at undersøge, hvordan positive minder kan hjælpe musikere med at skille sig ud under pressede forhold. Sammen med forskerteamet under ledelse af lektor Shinya Fujii evaluerede hun resultaterne fra 36 professionelle klassiske blæserinstrumentalister, som blev bedt om at huske enten et positivt eller et negativt minde, eller at intet minde, før de optrådte.
Undersøgelsen, der blev offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Psychology, afslørede, at deltagerne, der huskede positive minder, præsterede bedre end dem, der mindedes negative oplevelser. Forskningen viste, at aktivering af det sympatiske nervesystem, ved at huske positive minder, kunne øge den emotionelle værdi og intensitet under optræden.
Watanabe påpeger, at positive minder fungerer som en strategi til at ændre, hvordan musikere opfatter og regulerer deres fysiologiske tilstand. Huskning af positive oplevelser kan ændre opfattelsen af øget kropslig aktivitet fra “angst” til “parathed”, hvilket kan gøre musikere mere selvsikre og udtryksfulde på scenen.
Resultaterne kan også have betydning for musikuddannelse, da de kan hjælpe studerende med at håndtere sceneangst og udvikle sundere præstationsvaner. Watanabe afslutter med at fremhæve værdien af individuelle fortolkninger af fysiologisk aktivering i stressede situationer, en tilgang, der også kan være gavnlig for atleter og offentlige talere.
Denne forskning åbner op for nye strategier i træningsmetoder, der kan hjælpe med at reducere præstationsangst og støtte kunstnernes velvære, så de kan levere optimale præstationer på scenen.