PengeTue står i spidsen for dansk kæmpesats i USA: ‘Vi løber ingen steder’ Novonesis har tæt på en tredjedel af sin omsætning i USA. Usikkerheden fra Donald Trumps handelspolitik har fået Novonesis til at udskyde beslutninger, siger nordamerikachef Tue Micheelsen. Lige nu har Tue Micheelsen kunnet følge Donald Trumps toldkrig fra noget nær første række. – Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været et turbulent år, siger han. Som direktør for danske Novonesis i USA og Canada har Tue Micheelsen ansvar for en forretning med tæt på tocifret milliardomsætning og hele 14 fabrikker og forskningscentre på det amerikanske kontinent. Når man i USA tanker bilen, vasker tøj eller bare putter mad i munden, har danske Novonesis ofte en finger med i spillet. Den danske virksomhed – skabt i en fusion af Novozymes og Chr. Hansen – sælger nemlig enzymer, gær og andre ingredienser til alle slags formål i landet. – USA er en tredjedel af vores globale salg, og vi investerer stadig i USA. Det er en del af vores grundlæggende forretning, siger Tue Micheelsen. DR’s erhvervskorrespondent, Casper Schrøder, mødte ham denne uge under et dansk erhvervsfremstød i delstaten North Carolina, anført af erhvervsminister Morten Bødskov (S). Et fremstød midt i en tid, hvor USA’s præsident bygger toldmure, der sår tvivl om fremtiden for samhandel på tværs af Atlanten. Tue Micheelsen havde under erhvervsfremstødet erhvervsminister Morten Bødskov (S) med på en af Novonesis’ fabrikker. Der har været meget “støv i luften” i USA den seneste tid, erkender Tue Micheelsen. – Og hvis der er noget, forretninger som vores ikke kan lide, så er det uforudsigelighed, og at ting er turbulente, fordi beslutninger trækker ud, og det er svært at navigere i, siger han. På tværs af forretningen har det været svært for Novonesis at træffe beslutninger med de mange skiftende meldinger om især told. – Hvor skal vi rent faktisk investere? Hvad er det for nogle rammebetingelser vi har? Når der ikke er sikkerhed omkring det, så skubber man det lidt foran sig. Det vil sige, at du skubber udvikling og innovation. Har du gjort det? – Ja, det har vi gjort, svarer Tue Micheelsen. Novonesis har produktion og forskning 14 steder i USA fordelt over otte delstater. Nogle stammer fra Novozymes, nogle fra Chr. Hansen – de to virksomheder blev lagt sammen i 2023. Det samlede selskab har cirka 1.900 ansatte i USA – herunder mere end 700 i delstaten North Carolina. Novonesis sælger i USA blandt andet produkter til biobrændstoffer, rengøringsmidler, landbrug og fødevareproduktion. Omsætningen i USA udgør cirka 8,5 milliarder om året, eller godt 30 procent, for selskabet. Samtidig har Novonesis skullet regne på den økonomiske effekt af de nye toldsatser på deres priser. – De her berømte tariffer, som er på alles læber, rammer jo også en virksomhed som vores. Og det var vi jo nødt til på en eller anden måde at få bygget ind i de økonomiske beregninger. Hvem skal betale for de der tariffer? Så det har vi også brugt rigtig meget krudt på, siger Tue Micheelsen. Selv om Novonesis altså er bredt til stede i USA, sender selskabet mange ingredienser på tværs af landegrænser og støder altså ind i den toldmur, Donald Trump har rejst. Som konsekvens har de valgt at sende regningen videre til kunderne – og dermed måske bidrage til den gradvist stigende inflation i USA. – Vi har været nødt til at sætte priserne op, fordi vi har en økonomi, der skal løbe rundt. Så det korte svar er, at priserne er nødt til at gå op, fordi ellers kan vi ikke få det til at hænge sammen, svarer Novonesis-chefen. Tue Micheelsen har ansvar for Novonesis’ 2.200 ansatte i Nordamerika. Toldkrigen fik i forsommeren Novonesis op af stolen i Danmark med et opråb til de danske myndigheder og EU om at holde sig i skindet med gengæld over for USA. Siden faldt der en rammeaftale på plads mellem EU og USA, der indtil videre har betydet 15 procent told på de fleste europæiske eksportvarer, når de skal ind i USA. Og med den seneste udvikling satser Tue Micheelsen på mere ro og stabilitet på horisonten. – Jeg håber, at støvet rent faktisk er ved at lægge sig, så vi kan kigge fremad, siger han. Og selv hvis der skulle komme flere bølgeskvulp, er den danske milliardkoncern ikke ved at stikke halen mellem benene, siger Tue Micheelsen: – Sådan er det at drive forretning. Tingene går lidt op og ned. Det gør det ikke kun i USA. Det gør det i alle steder i verden, og det er man nødt til at navigere i som en virksomhed som vores. – Vi løber ingen steder, og der vil fortsat være investeringer og jobs i Novonesis i USA i mange år fremover. Det kommer vi ikke udenom. På trods af Donald Trump? – Både med Donald Trump og Joe Biden, og uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, så vil Novonesis investere i USA.