Forskning fra University of St Andrews viser, at både mennesker og rotter bruger en neural “pedometer” til at bedømme afstand. Undersøgelsen, offentliggjort i tidsskriftet Current Biology, fokuserede på, hvordan rotter blev trænet til at løbe en bestemt afstand for at opnå en belønning. I takt med at rotterne udførte opgaven, indsamlede forskerne data fra individuelle celler i hjernens navigationssystem.
Tidligere studier har vist, at nogle af disse celler har regelmæssige aktivitetsmønstre, der opstår omtrent hver 30. cm, hvilket minder om et neuralt pedometer. Da forskerne ændrede miljøet for opgaven, blev disse aktivitetstoppe mindre regulære, og rotternes evne til at bedømme afstand blev forringet. Det viste sig, at den regelmæssige karakter af det neurale signal var korreleret med præcisionen i afstandsvurderingen. Dette tyder på, at denne hjernesignal muligvis er den mekanisme, der gør det muligt for os at holde styr på, hvor langt vi har bevæget os.
Forskerne gentog derefter forsøget med rotterne for mennesker ved at opbygge et 12,5 meter langt miljø i St Andrews Students’ Union. Resultaterne viste, at mennesker også præcist kan vurdere afstand, og at den samme ændring i miljøet, der påvirker rotternes pedometer, også gjorde menneskers præstationer dårligere.
Målingerne blev registreret i hjernebarken, som er et af de første områder, der bliver beskadiget ved Alzheimers sygdom. Dette indikerer, at opgaven med at vurdere afstand, der afhænger af det neurale pedometer, kan være et nyttigt værktøj til tidlig diagnose af sygdommen.
Professor James Ainge, der ledede studiet, udtalte, “Det er meget spændende at forbinde evnen til at estimere afstand med dette regelmæssige aktivitetsmønster i den entorhinale cortex. Det faktum, at både mennesker og rotter viser de samme typer fejl i afstandsbedømmelse i forskellige miljøer, giver os tillid til, at hjerne mekanismerne er de samme i begge arter.”