Jonatan Spang i stormvejr efter beskyldninger

Jonatan Spang efter fyring: Havde intim relation til 15-årig pige. Hun har beskyldt mig for et overgreb begået dengang. Som jeg har svaret DR, kan jeg ikke genkende hendes beskyldninger, skriver Jonatan Spang på Instagram. Det er på grund af en intim relation og en beskylding om et overgreb på en 15-årig pige, at satiriker Jonatan Spang er stoppet som vært på DR-programmet Tæt på Sandheden. Det skriver Spang på sin Instagram-profil. Som de fleste af jer ved, har DR valgt at afskedige mig som vært på Tæt på Sandheden. Det skyldes, at jeg for 16 år siden, da jeg var 31 år, havde et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation til en dengang 15-årig pige. Hun har beskyldt mig for et overgreb begået dengang. Som jeg også har svaret DR, kan jeg ikke genkende hendes beskyldninger. Men det har fået mig til at overveje mine egne handlinger. Jeg kan se, at jeg burde have handlet mere ansvarligt og aldrig indledt en relation med så ungt et menneske. Det var og er forkert, og det har jeg også beklaget overfor kvinden. Udmeldingerne kommer samtidig med, at Berlingske udgiver en artikel, som afdækker forløbet. DR meldte tirsdag formiddag ud, at Jonatan Spang ikke fortsætter som vært på Tæt på Sandheden. Programmet produceres af produktionsselskabet Small Shoes, der er ejet af Jonatan Spang selv. Lasse Bastkjær Jensen, direktør for DR’s Publicering og Brugere, oplyste tirsdag til Ekstra Bladet, at han ”ikke kan kommentere på et fortroligt samarbejdsforhold”. Programmet har før hængt i en tynd tråd. Jonatan Spang har tidligere selv trukket sig fra sin værtsrolle på det populære program. Det skete sidste år under 12. sæson af ’Tæt på Sandheden’, hvor komiker Esben Pretzmann måtte overtage værtsstolen. Dengang forklarede Spang, at han havde brug for en pause efter en længere periode, der havde ”trukket på hans reserver”. I år har fans af programmet desuden måtte vente på 14. sæson af ‘Tæt på Sandheden’, der har ladet vente på sig, da sæsonen i sommer blev udskudt på ubestemt tid. I den forbindelse fortalte Jonatan Spang til Ekstra Bladet, at sæsonen blev udskudt, fordi han “ikke var tilfreds med sin egen indsats i sæsonen forinden”. Opdateres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *