Forskning har for første gang demonstreret en bestemt type genetisk variation relateret til tvangsynssygdom (OCD) ved hjælp af avanceret DNA-sekventeringsteknologi. Fundene støtter tidligere studier fra samme gruppe og hjælper med at skabe et mere fuldstændigt billede af, hvordan genetiske faktorer bidrager til og påvirker udviklingen af denne lidelse. Resultaterne åbner også op for fremtidig forskning i tidligere diagnoser og målrettede behandlinger.
Studiet, som er offentliggjort i Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry, konkluderede, at børn med OCD har signifikant højere forekomster af sjældne kopiantal-variationer (CNVs) i deres DNA end raske børn—syv ud af hver 100 patienter i forhold til kun 0,5 ud af hver 100 raske børn. Pediatric OCD er en almindelig psykiatrisk lidelse, hvor genetiske faktorer spiller en vigtig rolle. Der findes stadig ingen kur mod problemet, som påvirker mellem 1% og 3% af den globale befolkning ifølge Verdenssundhedsorganisationens estimater. Lidelsen er præget af tvangstanker og/eller tvangshandlinger, der forårsager betydelig belastning og interfererer med sociale og professionelle relationer. Nuværende behandlinger sigter mod at håndtere symptomerne og forbedre livskvaliteten.
Forskerne anvendte teknikken hel exom-sekventering (WES) til at analysere data fra 183 familier med OCD og 771 uden lidelsen fra São Paulo (Brasilien), New Haven (USA) samt Toronto og Ontario (Canada). CNVs refererer til omstændigheder, hvor antallet af kopier af et specifikt DNA-segment varierer mellem forskellige individer. Disse variationer kan være korte eller inkludere tusindvis af baser. Forskelle kan opstå gennem duplikationer, hvor et DNA-stykke gentages, eller deletioner, hvor et stykke mangler. I nogle tilfælde arves CNVs, men hvis de første gang optræder hos en person og ikke findes hos deres forældre, kaldes de “de novo”. Afhængigt af det berørte DNA-område kan CNVs være relateret til sygdomme.
“Alle har ‘de novo’-mutationer; det er evolution. Spørgsmålet er placeringen af disse varianter i genomet, hvilke processer de påvirker, og om de er skadelige,” forklarer Carolina Cappi, en af artiklens forfattere. Hun påpeger, at der ved analysen af sjældne varianter – arvede og ‘de novo’ – ikke er nogen signifikant forskel mellem familier med OCD og kontrolfamilier. Men når ‘de novo’-varianter adskilles, er forskellene signifikante, idet deletionerne trækker forbindelsen til lidelsen.
Studiet viste, at 75% af de genetiske varianter identificeret hos patienter med OCD blev anset for potentielt skadelige, mens ingen blev identificeret hos raske kontroller. Resultaterne antyder, at disse genetiske forskelle ikke er tilfældige – de bidrager sandsynligvis til risikoen for at udvikle lidelsen. Dette forskning repræsenterer et vigtigt skridt fremad i forståelsen af de genetiske rødder af OCD, selvom det bør ses som en del af et større puslespil, ifølge Thomas Fernandez fra Yale School of Medicine.
I 2008 etablerede Miguel Filho og hans kolleger det brasilianske konsortium for forskning i tvangsbeslægtede spektrumforstyrrelser (CTOC). Cirka 15 år senere oprettede Cappi den brasilianske genetiske/phenotype OCD arbejdsgruppe (GTTOC), som samarbejder med ti brasilianske centre om at indsamle og analysere genomiske data. GTTOC fokuserer på at øge prøvevariation, mindske stigma omkring psykiatriske lidelser og dele videnskab på en tilgængelig måde. Gruppen arbejder også med internationale projekter og har nu indsamlet data fra næsten 300 familier med patienter med OCD samt 1.200 individer med lidelsen.