Dronemur kan redde danske lufthavne

EUMorgenpost fra Europa: Vil Europas nye ‘dronemur’ kunne holde danske lufthavne åbne? Et nyt dronemursprojekt skal sikre Østeuropas mod russiske trusler, og Danmark er i dag med ved bordet, når de første forhandlinger finder sted. Jeg ved ikke, hvilke billeder du får i hovedet, når du hører ordet “dronemur”. Jeg ser for mit indre blik sådan et fletvævshegn af droner, der sidder sammen i sirligt net, som opfanger og danner mur mod al indtrængning fra luften. Forestil dig lyden. Der ville langs sådan en mur af droner være en summen, som man stak en mikrofon ned i et bistade en lummer sensommerdag. Men det er ikke sådan en dronemur fungerer. Har jeg lært. I dag tager syv af EU’s medlemslande, der grænser op til Rusland, sammen med Ukraine og Danmark de første drøftelser om en dronemur, der skal opspore og nedskyde droner. Initiativet til mødet om en dronemur er taget af EU’s forsvarskommissær, men det er ikke meget mere end en måned siden, at EU-Kommission afviste at give to EU-lande penge til netop en dronemur. Der er meget, vi ikke ved om dronemuren. Så her et godmodigt forsøg på at åbne døren til det mørke og iltfattige rum, der er EU’s arbejde på en sådan. For selvom det lyder som en ny ide, så er det et projekt, som blandt andre balterne har råbt og arbejdet på siden 2023 og flere gange har fået afslag på EU-midler til projektet. Senest i august fik Litauen og Estland afslag på deres fælles ansøgning om 12 millioner Euro til en fælles dronemur, der skulle “muliggøre udveksling af information om opdagelse af droner og neutralisering af dem”. Den litauiske indenrigsminister sagde, at projektet vil blive forsinket uden EU-midler. Og det estiske Indenrigsministerium fortæller til DR, at esterne selv har investeret mere end 20 millioner Euro af egen kasse til drone-detektering og -beskyttelse langs landets grænse med Rusland. Men efter omkring 20 droner krænkede Polens luftrum i sidste uge, og en del af dem blev skudt ned, snakker alle pludseligt om et system, der skal omfatte AI-styrede droner, mobile antidrone platforme og satellitovervågning. En dronemur. Kommissionsformand Ursula von der Leyen omtalte dronemuren i sin State of the Union-tale tidligere på måneden, og i denne uge omtales dronemuren som “et flagskibsprojekt” af Forsvarskommisær Andrius Kubilius: – Flagsskibsprojekter: (Forsvarsprojekter af Fælles Europæisk Interesse (DPCEI): Eastern Shield med Dronemur; Luft- og Missilforsvarsskjold (European Dome)… En dronemur kan stå klar inde for et år, lover Andrius Kubilius. Men for en måned siden var en dronemur ifølge samme forsvarskommisær ikke et match med, hvad Kommisionen ville give penge til. Hvad er en dronemur? Autonome overvågningssystemer med kunstig intelligens (AI) skal gennem et multilags sensornetværk kunne detektere og neutralisere drone-trusler i luften, på land og i vand. Systemet er tænkt med automatiserede interceptor-droner, udstationeret langs grænsen, som kan yde nødvendig, hurtig respons og modforholdsregler mod fjendtlige droner. Og så er der Danmark, som er blevet inviteret med til onlinemødet om dronemuren, efter man har oplevet to søvnløse nætter med droner hængende over lufthavne og militært isenkram som en uro. Danmarks eneste medlem af Europa-Parlamentets forsvarsudvalg, Villy Søvndal, kalder drone-overflyvning for en “ydmygelse”. – Det her er alvorligt, og man er nødt til at forberede et svar på det. Men jeg tror, at Europa langsomt er ved at vågne op til erkendelsen af, at hvis Europa vil forsvare sig selv og hjælpe ukrainerne, så skal vi kunne levere sikkerhed i Europa, siger han til DR. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen fortalte i går, at Danmarks udfordring særligt “er omkring detektering”. Han sagde også, at en dronemur ikke kommer til at give de danske myndigheder nattero: – En dronemur skal danne et skjold om den østlige del af Europa. Altså i forhold til så at kunne imødegå de her større dronesværme. Men det som vi oplever nu, er jo droner, der potentielt bliver sat fri i vores nærområde. Det er noget andet. Her er EU-Kommisionen ikke helt enig med forsvarsministeren: – Dem, der stadig tvivler på behovet for at have en dronemur i EU – får her endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er, sagde Thomas Regnier, Kommissionens talsmand for forsvarspolitik, efter droner havde lukket Københavns Lufthavn. – De seneste angreb i Rumænien, i Polen, i Estland og nu i Danmark. Fire medlemsstater er blevet ramt. Det er netop derfor, vi vil arbejde på denne dronemur. Og så til det mere formelle: Forsvarsministeriet vil gerne bekræfte over for DR, at Danmark i dag deltager i et onlinemøde om et nyt EU-initiativ, der skal styrke forsvaret mod droner, blandt andet en mulig etablering af en dronemur, arrangeret af EU’s litauiske forsvarskommissær, Andrius Kubilius. Derudover ønsker hverken Forsvarsministeriet, EU-komissionen eller Forsvars- og Indenrigsministerierne i de andre deltagerlande at bekræfte synderligt meget om mødet til DR. Ikke engang hvornår, vi kan forvente, at onlinemødet finder sted. EU-Kommissionen blev igen torsdag spurgt til detaljer om mødet og programmet og ville ikke sige meget andet end, at ideen om en dronemur ikke var “kommet i går”. Kommisionen vil imidlertid gerne bekræfte over DR, at onlinemødet om netop dronemuren bliver uden pressemøde eller anden mulighed for at stille spørgsmål til de medvirkende. Jeg havde egentlig en anden historie planlagt til dagens Morgenpost fra Europa. Jeg skal ikke stjæle mere af jeres morgen, men jeg vil da lige hejse et flag for, at to restauranter i de to tyske byer Nürenberg og Mühlhausen i aften afgør i en boksekamp, hvilken af de to der har den ældste bratwurst-restaurant. Det var Morgenpost fra Europa. Sikke en uge, det blev. Vi skrives ved på mandag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *