Skolebørn deler vej med lastbiler: ’Jeg blev næsten ramt’
Forældre ved Kolding mener, de længe er blevet stillet en cykelsti til deres børn i udsigt af kommunens politikere. Busser, traktorer og lastbiler suser forbi 13-årige Bianca Egebæk, der er på vej i skole. For at komme derhen, cykler hun på Nr. Bjertvej i Kolding, der har tung og hurtig trafik med flere sving og bakker og kun omkring en halv meter af vejen til bløde trafikanter. Der er nemlig ingen cykelsti.
Derfor er det med bekymring, at hendes mor Mie Egebæk sender hende ud ad døren. “Det er med mit hjerte helt oppe i halsen, hver dag hun cykler hjemmefra, for det er så trafikeret,” siger Mie. Bianca går i 8. klasse og får lov til at cykle fra den lille by Eltang lige uden for Kolding ind til byen, hvor områdets overbygningsskole ligger. Hun tager Nr. Bjertvej, som er den mest direkte vej, men hun oplever tit, at bilerne kommer tæt på, og hun har også set en bil køre i grøften nogle få meter bag hende. “Jeg blev megabange, og da jeg kom i skole, var jeg helt i chok over, at jeg næsten var blevet ramt,” fortæller hun. Mie er nervøs, hver gang hun sender sin datter i skole på cyklen. “Bilen kunne jo lige så godt have ramt hende. Det er meget, meget skræmmende,” siger hun.
Bianca foretrækker dog at tage cyklen den relativt korte tur i skole, selvom der går en skolebus. Ifølge hende er bussen ufleksibel, mens cyklen giver hende friheden til at kunne være sammen med venner efter skole. “Jeg har nok vænnet mig til, at bilerne kommer tæt på, og at man ikke har så meget plads, selvom det er uhyggeligt at cykle derude,” siger hun. Familien Egebæk bor i et nybygget hus i Eltang, en by der har haft vokseværk med flere udstykninger til nye huse, men infrastrukturen er ikke fulgt med udviklingen, fortæller Mie. “Flere mener, de blev stillet et stisystem i udsigt, da de købte en grund i området.”
Ifølge lokalplanen for området, der blev vedtaget af politikere i byrådet og offentliggjort i 2016, var der planlagt en supercykelsti ind til Kolding. Mie mener derfor ikke, at politikerne holder deres løfter. “Ligesom vi andre skal stå til ansvar for de ting, vi siger, vi vil gøre, så skal Kolding kommune også gøre det.” På trods af forældrenes råb er der stadig ikke kommet en cykelsti ind til Kolding, og når børnene i 6. klasse er færdige på den lokale skole, skal de cykle på hovedvejen for at komme til overbygningsskolen.
Dorte Løwenstein, der bor i Eltang med sin datter, fortæller, at hendes datter cykler selv i skole, men kører en længere omvej, fordi Nr. Bjertvej er for farlig at cykle på. “Da hun cyklede på vejen, spurgte hun mig en dag, om jeg var ude på at slå hende ihjel,” siger Dorte. Frederik Bentsens 6-årige søn skal starte i 7. klasse og skifte skole til overbygningsskolen i nabobyen. “Jeg håber, han kommer til at cykle på en cykelsti, men hvis der ikke er en, så kunne jeg godt være curlingfaren, der kører ham, for det er simpelthen for farligt,” siger Frederik.
Jakob Ville, formand for Plan- og Teknikudvalget for Venstre i Kolding kommune, erkender, at en cykelsti ved Eltang har været på tegnebrættet længe. Udvalget har søgt Cykelpuljen om medfinansiering til projektet, men uden held. “Det er jo med stor beklagelse, at der ikke er en cykelsti derude,” siger han. Ifølge Jakob Ville vil strækningen koste 16 millioner, hvilket svarer til fire års budget til cykelstier. Han forklarer, at der derfor er blevet prioriteret at pulje kronerne til Cykelpuljen for at få dobbelt så meget for pengene.
Lars Rosenberg Grodt-Andersen, spidskandidat for Danmarksdemokraterne i Kolding, mener, at kommunens politikere har prioriteret forkert og foreslår, at nogle af pengene fra havneprojektet Marina City skal bruges til cykelstier. “Jeg synes, det er et prestigeprojekt, som ikke burde laves,” siger han. Udgifterne til Marina City er vurderet til 669 millioner kroner. Jakob Ville afviser dog, at pengene kan bruges til cykelstien, da de allerede er bevilget til Marina City.
Kenneth Øhrberg Krag, direktør for Cyklistforbundet, påpeger, at manglen på cykelstier er et problem i mange mindre byer. Han forventer, at emnet vil fylde ved det kommende kommunalvalg. “Jeg har allerede talt med flere borgmestre, og det kommer til at fylde noget. Det er der ingen tvivl om.”