AtletikVM, som vi kender det, kan snart være fortid. Under det netop overståede VM i atletik oplevede atleterne op mod 40 graders varme. VM i atletik blev en varm affære for deltagerne. Det kan meget vel blive for varmt til fremover at afholde store atletikmesterskaber om sommeren og i det tidlige efterår. Sådan lyder det fra præsidenten i Det Internationale Atletikforbund, Sebastian Coe. Under det netop overståede VM i atletik i Japan konkurrerede atleterne i op mod 40 graders varme og en høj luftfugtighed på over 90 procent. Flere var således tvunget til at iføre sig kølende pandebånd, hatte med is i og endda handsker, der skulle have en nedkølende effekt for ikke at overophede. Den slags er ikke holdbart, mener Sebastian Coe, og han regner derfor med, at man fremover kommer til at afholde flere atletikmesterskaber senere på året – og endda også at afholde enkelte VM-discipliner såsom maraton separat fra resten af VM-disciplinerne. Det er man nødt til, hvis man skal beskytte atleterne bedst muligt, mener han. Coe understreger, at det ikke er nemt, da man i efteråret, endda i den tidlige vinter, stadig kan komme til byer, der er meget varme. Han tror, at ændringer i eventkalenderen vil ske på et tidspunkt, og han foretrækker, at det sker snart. Fra World Athletics’ synspunkt vil det give nogle problemer med branding, men Coe sætter spørgsmålstegn ved, om man kan fortsætte med at bede udholdenhedsatleter om at konkurrere på tidspunkter af året, der skader deres præstationer og sandsynligvis også kan sætte dem i fare. Atletikpræsidenten fortæller, at op mod 70 procent af alle atleter oplever, at klimaforandringer – og specifikt varmen – påvirker deres træning og konkurrenceprogram. Derfor mener han, at det er helt uundgåeligt, at der skal ses på den internationale sportskalender. Der skal bruges en handleplan, og denne plan bør udvikles i samarbejde med andre olympiske sportsgrene og regeringer. Coe kan ikke se bort fra det uundgåelige i, at de olympiske sportsgrene og den olympiske bevægelse samlet sett skal omstrukturere den internationale kalender.