AGF’s sejrsstime fortsætter

Den aarhusianske sejrsstime fortsætter. Onsdag eftermiddag tog AGF de gode takter fra Superligaen med ind i pokalturneringen og spillede sig videre til fjerde runde af årets pokalturnering. Det gjorde Superligaens førerhold med en 2-1-sejr over Hillerød Fodbold fra 1. division. Det var AGF’s syvende sejr i træk på tværs af turneringer.

Det blev ellers en noget bøvlet eftermiddag i Hillerød for Jakob Poulsens AGF-mandskab. Godt nok bragte Gift Links gæsterne foran med 1-0 efter bare fem minutters spil, men trods en række gode chancer fik aarhusianerne aldrig udbygget føringen. I stedet kunne Hillerød, stik mod spil og chancer, udligne til 1-1 i begyndelsen af anden halvleg. Det var Saman Jalaei, der stod for scoringen.

Herefter fulgte et langt og tungt AGF-pres, og gæsterne havde et hav af store chancer. Og til aller, aller sidst, i kampens tillægstid, lykkedes det så endelig for Superligaens tophold at prikke bolden i mål. Frederik Tingager kom først på bolden efter lidt af et klumpspil og sendte bolden i nettet. AGF er videre. Hillerød er ude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *